Det er langt fra alle, der har ordet i deres magt. Men har du, løber du typisk først over målstregen.
Om du er virksomhedsejer, mellemleder, solo-selvstændig eller blot til din første jobsamtale, så er det et faktum, at din mundtlige fremtoning har betydning for din succes.
Nej, nej altså ikke på den der: “Den, der råber højest i skoven” måde. Mere der, hvor du har sat dit personlige aftryk så overbevisende, at nogen sidder tilbage, og tænker: Hende der, hun var edderbrodereme skarp og velformuleret. Hende har vi tillid til.
For ja, det ER bare ekstremt tillidsvækkende, at man er værd at lytte til. Det er efterhånden veldokumenteret, at du vinder masser af street-credit på din etos, når du fremstår overbevisende med din retorik, og at du måske endda kommer i den særlige klub af folk, der fremstår mest succesfulde.
I mit arbejde med private og virksomheder møder jeg ofte både direktører og solo-selvstændige, der har bygget en solid forretning op, men som kommer til mig, fordi det halter gevaldigt med kommunikationen.
De har enten ikke musklerne til at handle på deres udfordring, eller de har alligevel klaret sig udmærket, og er derfor endt med at nedprioritere det. Typisk er det dog folk, der egentlig godt ved, at de burde flytte sig rent kommunikativt for at udfordre et Status quo. For er du en dygtig forretningsmand eller kvinde, ved du nemlig godt, er tiden ikke står stille, og at konkurrencen er stor inden for de fleste brancher.
Min respekt og anerkendelse for deres udfordring er stor. Så når jeg møder dem, ved jeg godt, at det at række ud ikke har været let. Jeg går derfor altid til opgaven med ydmyghed, og ender som regel med at overbevise dem om, at der selvfølgelig findes en løsning.
Så rådet kommer her: Din mundtlige præsentationsteknik er et af dine vigtigste kort på hånden. Det handler om at overbevise andre om, at dig og din virksomhed er værd at bruge tid på. Du har måske ikke den store erfaring med at tage ordet i en forsamling, eller måske har du bare aldrig været tryg i situationen, når du alligevel har gjort det. Men hvis det er tilfældet, skal du vide, at der er hjælp at hente hos mig. Du får her mine 3 tips til, hvordan du bliver bedre til at overbevise i dine mundtlige præsentationer. Store som små:
1. Lær af de store, lav research på retorik, og forstå begrebet
Kunsten at overbevise mundtligt er ikke noget nymodens pjat. Det er ét af verdens ældste discipliner, og alle store talere har arbejdet med det. Du skal derfor sætte dig ind i viden om kropssprog, stemmeføring, forberedelse og struktur i det, du skal præsentere for andre. Og så skal du ikke mindst erkende, at du ikke overbeviser, hvis ikke du er ordentligt forberedt.
2. Øv dig i at tale i billeder – vi husker bedst, når vi “hører visuelt”
Når du skal holde en mundtlig fremlæggelse, skal du gerne efterlade et indtryk. Dine modtagere skal huske dig, og det du snakkede om. Du kan vælge et overraskelseselement af en art, eller du kan tale i billeder. Når du bruger sproglige billeder som metaforer, eller de sproglige stilfigurer som f.eks. gentagelsen eller krydsfiguren, så lander dit budskab solidt, og vi husker dig.
3. Storytelling er glimmerdrysset over din kedelige ostemad
Indlevelsen fra dine modtagere sker, når de bliver inddraget i fortællingen. Dette sker altid, når du skaber genkendelse. Dine modtagere går med på din fortællings præmis, og du formår at fastholde dem med dine ord. Du skal vække følelser gennem din formidling, og her kan appelformerne patos, logos og etos hjælpe dig. Storytelling er lidt af en kunstart, og her skal man i den grad øve sig. Men har du knækket koden til at bruge det i dine faglige præsentationer, kan du virkelig overbevise dine modtagere.
En vigtig pointe, du får med til sidst:
Forvent ikke at blive stormester i mundtlig præsentationsteknik over en nat. Men lærer du nogle få, enkle greb, kan du lynhurtigt gå fra “under radaren” til “over gennemsnittet”. Det er almindelig kendt, at når vi som modtagere af kommunikation lytter til andre, skal der virkelig meget til at overbevise os. Ja vi sidder nærmest allerede fra starten som en stor, doven elefant, der ikke kan rykkes. Vi vil underholdes, vi vil lære noget, vi vil nå til den erkendelse, at hende eller ham, der står foran os, kan noget særligt.
Men når du først forstår retorikkens metoder, og du lærer at gribe dine mundtlige præsentationer smart og strategisk an, ligger der et kæmpe potentiale lige foran dig i at flytte den elefant. Og hvem ved? Måske bliver det dig, der får det største bifald fremover.
Ønsker du at vide mere, er du meget velkommen til at kontakte mig via min LinkedIn profil eller hjemmeside.